På en bakketop uden for Armeniens hovedstad, Jerevan, ligger Yerablur. Her fortæller tusindvis af gravsten om årtiers krige, tab og nationale traumer. Tusmørket er ved at lægge sig over området, da taxaen sætter mig af en kilometer fra indgangen. Et par sorte biler drøner ned ad bakken i højt tempo og slingrer, som om de er på flugt. Jeg går rask til op ad bakken, så jeg kan nå frem, inden mørket lukker sig om gravene.

En sværm af myg bliver ved med at summe omkring mit ansigt. Jeg tænker på de mange samtaler, jeg har haft de forløbne dage, med armeniere. Flere bærer på forfærdende historier fra krigen mod nabolandet Aserbajdsjan. Man skal aldrig bilde sig ind, at man forstår et andet menneskes lidelse. Men vil man forsøge at komme en smule tættere på den sorg og de traumer, der præger det armenske folk, må man besøge Yerablur.

Der er stille denne torsdag i oktober og ikke mange besøgende, da jeg når frem. En familie klædt i sort er samlet omkring en grav. En far sidder på en bænk og stirrer frem for sig. En soldat står stille i uniform og kigger på et ungt ansigt. Måske en soldaterkammerat.

Smalle stenbelagte stier snor sig mellem gravene. På gravstenene er de dødes portrætter indgraveret. Nogle i sort-hvid, andre i farver. Mange af ansigterne er påfaldende unge. Bag hvert portræt gemmer sig et liv, der blev afbrudt, og mennesker, der må leve videre med savnet. Mange grave er smykket med blomsterbuketter og krukker med friske blomster. Jeg tager i al diskretion nogle fotos af gravene på afstand, men bemærker ikke, at et par soldater begynder resolut at gå i min retning.

En kirkegård, der voksede med krigene

Yerablur er ikke kun en militær kirkegård. Den er også et nationalt mindested og et vidnesbyrd om Armeniens nyere historie. Kirkegården blev etableret omkring 1990, da konflikten om Nagorno-Karabakh, som armenierne kalder Artsakh, udviklede sig til væbnet kamp. Siden er soldater fra flere generationer blevet stedt til hvile på bakketoppen.

Nogle grave vidner om den korte krig i 2016, andre om den 44 dage lange krig i efteråret 2020, og så er der det skæbnesvangre døgn i september 2023, hvor Aserbajdsjan overtog hele kontrollen med Nagorno-Karabakh. Omkring 4000 soldater døde i 2020 og 2023. Mere end 100.000 etniske armeniere måtte flygte til Armenien. For mange armeniere blev tabet af Artsakh ikke blot et territorialt og politisk nederlag. Det blev også et dybt personligt tab af hjemstavn, historie og tilhørsforhold. De yngre har lettere ved at forestille sig en ny forankring, mens mange ældre bare længes efter at komme hjem, som en psykolog formulerede det.

Helte, historie og national erindring

Pludselig står to soldater foran mig.

”Delete, delete,” kommanderer den ældre. Hans blik er sort. Han virker fjern. Stemmen er vred. Jeg forsøger at forklare, at jeg skriver om Armeniens traumer, men han hæver stemmen og gentager sin ordre om, at jeg skal slette mine fotos, mens han griber ud efter min telefon. Jeg parerer ordre. Mens han følger med, sletter jeg omhyggeligt billede efter billede. Da han har sikret sig, at der ikke er flere fotos tilbage fra kirkegården, snurrer han rundt på hælen. Jeg står et øjeblik og spejder efter skilte om fotografering forbudt. Der er ingen.

Jeg begiver med hen til kirken Holy Vartanants Martyrs Church, der er opført til ære for de armenske martyrer. Indenfor sidder en præst fordybet i en samtale. Jeg undskylder forstyrrelsen og lægger an til at gå, men de følger efter og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med. Jeg forklarer episoden med soldaterne. Præsten nikker og hans samtalepartner følger mig hen til soldaterne ved indgangen. Flere armeniere engagerer sig i sagen, de taler engelsk og beslutter hurtigt, at det er i orden, at jeg tager et par billeder.

”Bed for os,” siger en ung kvinde og tager min hånd. En af soldaterne fra før følger mig nu rundt på hele kirkegården og stopper omhyggeligt ved grave, som han mener er vigtige. På Yerablur ligger også nogle af Armeniens mest kendte militære skikkelser og frihedskæmpere. Blandt dem er den amerikansk-fødte Monte Melkonian, der blev dræbt under den første Nagorno-Karabakh-krig i 1993. Her ligger også den tidligere forsvarsminister Vazgen Sargsyan, som spillede en central rolle i opbygningen af Armeniens væbnede styrker efter Sovjetunionens sammenbrud. Han blev dræbt under et angreb på det armenske parlament i 1999.

Vi stopper ved Sose Mayrigs grav. Hun deltog i den armenske frihedskamp og kæmpede side om side med sin mand, der blev dræbt. Sose Mayrig mistede også flere børn under de blodige konflikter. Hun døde i eksil i Egypten i 1953. Først 40 år senere blev hendes jordiske rester stedt til hvile på Yerablur. Kirkegården forbinder på den måde mange forskellige kapitler af Armeniens lidelseshistorie.

Vemod og vrede

Jeg takker soldaten for hans grundige rundvisning. De høje lygtepæle er blevet tændt og sender et støvet gulligt lys ned over gravene. En ung kvinde er i færd med at skifte blomster. Hendes kæreste døde i 2023, blot 20 år gammel. Vi udveksler nogle ord på hvert sit sprog. Så bliver vi stående side om side og betragter portrættet af den unge mand, hvis liv er blevet en del af den store nationale fortælling om krig, tab og kollektive traumer.

Man kan ikke undre sig over soldaternes modvillige reaktion på mine fotos i første omgang. Efter Aserbajdsjans overtagelse af Nagorno-Karabakh er armenske kirkegårde og andre kulturhistoriske steder blevet bevidst ødelagt. Internationale forskningsmiljøer har gennem satellitovervågning registreret skader på dele af den armenske kulturarv. Jeg har talt med armeniere, der kender mødre, som er dybt berørt over, at deres børns grave er blevet skændet. Den slags ydmygelser føjer spot til skade og et nyt lag til sorgen og de uforløste traumer.

På Yerablur bliver det tydeligt, at gravene ikke alene fortæller historien om dem, der mistede livet. De fortæller også om dem, der lever videre med de chok og den sorg, der kan sætte spor langt ind i kommende generationer.