Krigens sår forsvinder ikke, når kampene ophører. De kan sætte sig dybt i mennesker og præge deres syn på sig selv, på andre og på verden omkring dem.

Fortidens traumer

I 2015, hundredåret for Det Armenske Folkedrab, mødte jeg to overlevende i Jerevan. På en nylig konference om generationstraumer talte jeg med flygtninge fra Artsakh (Nagorno-Karabakh). Møderne gjorde det tydeligt, hvordan historiske begivenheder kan sætte spor i både mennesker, familier og kommende generationer. Den kliniske psykolog Raquelle Ketchejian, der er armenier og bosat i Libanon, og forklarede det således i sit oplæg:

”Traumer kan overføres gennem familierelationer, gennem de historier, vi hører, gennem den måde, vores forældre reagerer på fare, og gennem de overbevisninger og adfærdsmønstre, der bliver en del af familiens hverdag. Denne frygt bliver ganske enkelt en del af personens følelsesmæssige grundstemning. Og derfor kan vi, uden at kende hele historien, lære, at verden er et farligt sted, at tryghed kan forsvinde fra den ene dag til den anden, at vi altid må være forberedt på det værste, og at vi ikke har råd til at miste det, vi har.”

Ifølge Ketchejian kan det gøre mennesker usædvanligt ansvarsbevidste, hårdtarbejdende og beskyttende over for deres nærmeste. De kan lære at udholde modgang uden at klage. De kan komme til at føle, at det er et tegn på svaghed at bede om hjælp, at det er utrygt at vise sårbarhed, eller at de altid skal være stærke. De kan have svært ved at stole på, at de gode ting i livet varer ved. De kan opleve, at de hele tiden forbereder sig på en katastrofe, selv når livet er fredeligt og trygt.

På konferencen blev der også fortalt om familier, hvor erindringerne om Det Armenske Folkedrab stadig lever. Nogle beskrev, hvordan de havde grædt sammen med deres bedsteforældre, når de ældre fortalte om rædslerne fra fortiden. Historien var ikke blot noget, man læste om i bøgerne. Den var en del af familiens fortælling og følelsesmæssige arv.

Når moralske traumer går i arv

Ved konferencen var jeg inviteret til at holde oplæg om moralsk skade (moral injury). Begrebet betegner de dybe moralske, eksistentielle og åndelige sår, der kan opstå, når grundlæggende værdier og overbevisninger bliver svigtet. Det kan ryste menneskers forestillinger om retfærdighed, ansvar og tillid – og udfordre forholdet til Gud.

Fordrivelsen af mere end 100.000 armeniere fra Artsakh i 2023 har genaktiveret kollektive traumer med rødder i folkedrabet i 1915. Billederne af familier på flugt vakte minder om dengang armeniere blev tvunget fra deres hjem og drevet ud på dødsmarcher i ørkenen. Selvom begivenhederne er forskellige, skabte billederne en stærk historisk genklang.

Emma og hendes mand havde netop fået et nyt hus i Artsakh, da de måtte flygte med deres lille datter. De efterlod deres hjem og blev midlertidigt indkvarteret i en lejlighed i Jerevan, inden familien rejste videre til Rumænien. 

En anden kvinde fortalte, hvordan hendes søster havde tabt 20 kilo under belejringen af Artsakh. Beretningen vidnede om de voldsomme belastninger, som civilbefolkningen havde været udsat for. Samtidig var harmen over det, mange oplevede som verdenssamfundets svigt, tydelig. Følelsen af at stå alene har efterladt vrede og mistillid og udfordret grundlæggende forestillinger om retfærdighed og menneskeligt ansvar.

Moralsk skade kan række ud over dem, der selv har oplevet begivenhederne. Når tilliden og følelsen af at høre til bliver brudt, kan det påvirke familier og fællesskaber på tværs af generationer. Her mødes moralsk skade og generationstraumer.

Som forberedelse til konferencen samarbejdede jeg med Bibelselskabet i Armenien om cases baseret på armeniernes egne erfaringer. Flere viste mig stor tillid ved at dele deres fortællinger om fordrivelse og tab. Det gjorde et stærkt indtryk at høre, hvordan begivenhederne i 2023 fortsat præger deres liv, relationer og tro. For mange er sårene er stadig åbne.


Tro, heling og håb på tværs af grænser

Når moralsk skade ryster menneskers dybeste overbevisninger, kan heling også kræve åndelig refleksion. For nogle bliver troen en vej til at bearbejde svære spørgsmål, genfinde mening og gradvist genopbygge tilliden til andre og til Gud.

Feltpræster fortalte om soldater, der forsøgte at dulme traumatiske krigsoplevelser med alkohol. Nogle udviklede et misbrug, men præsterne berettede også om tilfælde, hvor det lykkedes at hjælpe soldaterne ud af misbruget. Fortællingerne vidnede både om krigens langvarige følger og om betydningen af, at nogen lytter, viser omsorg og bliver ved med at være til stede.

Gennem mit arbejde med bibelsk sjælesorg har jeg oplevet, hvordan mennesker kan finde støtte i trygge fællesskaber, hvor der er plads til sorg, tvivl og håb. Arbejdet med bibelsk sjælesorg har også skabt forbindelser på tværs af landegrænser. I 2019 var jeg med til at uddanne kirkeledere i Golfområdet. Siden har Bibelselskabet i Golfområdet været med til at videreformidle metoden til bl.a. Bibelselskabet i Armenien, så flere kan støtte mennesker ramt af traumer og tab.

Møderne i Armenien har mindet mig om, hvor dybt historien kan sætte sig i menneskers liv. Fortidens traumer kan give genlyd gennem generationer. Men det kan den viden, omsorg og det håb, der hjælper mennesker med at hele, også.

Eller med Raquelle Ketchejians ord: “Troen kræver ikke, at vi fornægter vores frygt, sorg eller vrede. Den lover os heller ikke, at dem, vi elsker, aldrig vil komme til at lide. Men troen giver os et sted at gå hen med vores frygt. Den minder os om, at lidelsen ikke har det sidste ord, når det gælder meningen med vores liv, og at selv når vi ikke kan kontrollere det, der sker omkring os, kan vi stadig vælge, hvordan vi forholder os til det.”