Sådan beskriver Victoria Raychinets, leder af det ukrainske center for traumeheling, Інститут Зцілення Травм, den virkelighed, som millioner af ukrainere har levet med gennem næsten fem år. De seneste år har hun været med til at opbygge et netværk af facilitatorer, der hjælper mennesker, som lever med krigens konsekvenser. Da hun sammen med en delegation af ukrainske forskere, psykologer, præster og ledere deltog i CTTT’s uddannelse i moralsk skade, kom hun derfor ikke kun for at lære nyt. Hun kom også med erfaringer, som bidrager til videreudviklingen af den danske traumehjælp.
Hun beskriver krigen som en vedvarende belastning. Det handler ikke kun om de dramatiske begivenheder. Det handler også om at leve med usikkerheden dag efter dag. Om at miste mennesker, man holder af. Om at skulle træffe valg, som ingen burde stilles overfor. Og om langsomt at opdage, at krigen også forandrer ens forhold til sig selv og andre.
“Årene med traumer forandrer ens moralske kompas,” siger hun. “De forandrer den, man er. Men vi har stadig håb.”
På kurset fik deltagerne præsenteret forskning, erfaringer og metoder til at forstå og behandle moralsk skade, et område, som i de senere år har fået stadig større opmærksomhed.
”Vi har længe arbejdet, som om de eksistentielle, religiøse og psykologiske spørgsmål kunne skilles ad. Men det kan de ikke”, siger Victoria Raychinets.
Hun peger på, at mennesker med moralsk skade ofte stiller spørgsmål, hvor psykologien kommer til kort: Hvordan lever jeg med det, jeg har gjort? Kan jeg blive tilgivet? Hvordan finder jeg mening igen? Samtidig har behandlerne brug for den faglige viden, som psykologien bidrager med.
”Mennesket er mere end sine symptomer. Derfor har vi brug for både den psykologiske, religiøse og eksistentielle forståelse af mennesket.
Det er baggrunden for, at Institut for traumeheling i dag samarbejder med psykologer, kirker, universiteter, myndigheder og forsvaret. Målet er ikke at udviske forskellene mellem faglighederne, men at lade dem mødes dér, hvor mennesker har allermest brug for hjælp.
”Det har været en kæmpe hjælp at få den danske træning, at blive klædt på med den nyeste data og den globale forskning. Det tager vi med os hjem i vores indsats med at hele traumer og genopbygge Ukraine,” siger hun.
På kurset nedskrev deltagerne konkrete cases fra de ukrainske erfaringer, som indgår i den videre udvikling af redskaberne til traumeheling, både i Danmark og i Ukraine. Victoria Raychinets håber, at det dels kan være med til at hjælpe flere, dels være med til at nedbryde barrieren mellem den anerkendte psykologhjælp, og den trosbaserede traumeheling, som bl.a. har vist sig at være effektiv i forbindelse med komplekst PTSD.
“Vi ønsker ikke at glemme vores traumer,” siger hun. “Vi ønsker at bruge dem til at skabe håb og hjælpe andre mennesker.”


