For konstablerne Sidsel og Patrick var deltagelsen i øvegruppen hos Allan på KFUM’s soldaterhjem en konkret forberedelse til deres opgave som ledere på soldaterhjemmet Camp Valdemar i Letland. Sidsel og Patrick har kendt hinanden siden 2021, hvor de var udsendt til Irak som en del af den stående styrke.
Sidsel beskriver forløbet i samtalegruppen hos Allan som både lærerigt og personligt udviklende:
”Jo mere vi åbnede op, jo bedre og mere lærerigt blev det. Det gav også anledning til gode diskussioner og synspunkter.”
Patrick fremhæver især fællesskabet i gruppen:
”Det gav mig mod på at turde dele mine synspunkter med andre. Vi var fortrolige med hinanden, og det gjorde det lettere at åbne op.”
Han peger samtidig på, at erfaringerne fra gruppen blev direkte brugbare i Letland:
”Det gav en god måde at tackle konflikter på, hvilket var rigtig godt til vores Letland-tur.”
Redskaber i mødet med udstationerede soldater
På KFUM’s soldaterhjem Camp Valdemar, oplevede Sidsel og Patrick, at de teoretiske og praktiske redskaber fra samtalegruppen kunne bruges i daglige samtaler med soldaterne.
Sidsel fortæller:
”Jeg synes at det har givet mig super meget og jeg er glad for at jeg deltog, inden vi tog til Letland. Deltagerhåndbogen gav nogle gode redskaber til at kunne håndtere nogle forskellige samtaler med folk på basen. Selv mennesker som ikke er religiøse, havde det en positiv effekt på.”
Patrick supplerer:
”Vi kunne bruge det til at få indsigt i, hvad folk følte. Eller hvis de havde gennemgået en episode – så følte jeg mig mere klar, til at være der for dem. Også til selv at lave nogle cases, hvor man satte sig med nogle af soldaterne og diskuterede dem.”
Begge fremhæver samtidig Allan Hansen som en central drivkraft i hele forløbet.
”Allan er bare den helt rigtige mand til at formidle bibelsk sjælesorg. Han har en indlevelse og ro, hvor man med det samme føler sig tryg,” siger Patrick.


