Da Joan Münch startede en samtalegruppe online var baggrunden et praktisk behov: Hun skulle starte nyt job i Holland midt i sit uddannelsesforløb og måtte derfor finde en måde at fortsætte sit engagement i bibelsk sjælesorg i Danmark på.
Joan havde erfaring med at mødes online i sin øvegruppe under uddannelsen i bibelsk sjælesorg, som hun færdiggjorde i efteråret 2025. Erfaringerne med at organisere disse møder tog hun med, da hun skulle starte sin første samtalegruppe efter endt uddannelse på tværs af landegrænser.
Deltagerne i samtalegruppen var primært førtidspensionister, og de fleste havde ikke arbejdscomputere eller smartphones og skulle holdes lidt i hånden omkring det tekniske: Joan måtte sende individuelle indkaldelser, tilpasse kontaktmuligheder og skabe visuelle hjælpemidler som PowerPoint-slides med bibelvers og illustrationer. Det sidste viste sig at være en stor hjælp, især for en deltager, der var svagtseende.
Fordele ved onlineformatet
Selvom deltagerne i samtalegruppen stort set ikke kendte hinanden på forhånd, virkede det virtuelle format godt:
”Jeg oplevede, at nogle følte sig mere trygge ved at sidde i egen stue fremfor at mødes fysisk. Det skabte en åbenhed, der gjorde det muligt at gå i dybden med temaerne,” fortæller Joan.
”Selv ritualet blev stærkt, fordi vi gjorde det sammen online. Det at rive papiret i stykker samtidigt og opleve det virtuelt havde en betydelig effekt,” forklarer hun.
Formatet gav også fleksibilitet med hensyn til mødetidspunkter, og deltagerne udtrykte ønske om at fortsætte relationerne – både online og ved fysiske møder.
”Online grupper kan udbygge relationer og samtidig give deltagerne en ramme, hvor de føler sig trygge nok til at dele personlige erfaringer,” konkluderer hun.
Oversættelse til hollandsk åbner nye muligheder
Ud over at afprøve digitale samtalegrupper har Joan Münch taget initiativ til at oversætte dele af deltagerhåndbogen til hollandsk. Opfordringen kom fra Synne Garff, og samarbejdet foregår i dialog med det hollandske Bibelselskab og Leger des Heils (Frelsens Hær i Holland, red.)
”Oversættelsen er kun første skridt. Materialet skal tilpasses hollandsk kontekst, facilitatorer skal uddannes, og vi skal have en plan for implementering i forskellige afdelinger og samarbejdspartnere,” forklarer Joan.
Hun ser arbejdet som en større proces, men med et stort potentiale: ”Det kan give flere mennesker adgang til samtaler om livets svære temaer i en tryg ramme.”
Materialet skaber rum for svære samtaler
Efter at have gennemført uddannelsen som facilitator i bibelsk sjælesorg fremhæver Joan Münch deltagermaterialets anvendelighed og samtalegruppernes ramme for at tage livets traumer op.
”Selvom temaerne er alvorlige, er samtalerne trygge. Bibelen bruges realistisk og teologisk forsvarligt. Materialet sætter ord på det vanskelige og åbner for samtale med Gud,” siger hun.
Joan mener, at materialet giver kirken mulighed for at tilbyde nærvær og rum, der giver mening i en udfordrende tid. ”Det opfordrer til at tage de svære samtaler – dem, vi alle har brug for en gang imellem.”
JOAN MÜNCH
Officer i Frelsens Hær siden 1991, pr 1.4.25 udsendt til Leger des Heils (Frelsens Hær) i Holland hvor hun arbejder i hovedkvarteret i Almere som Senior Rådgiver med fokus på innovation og udvikling gennem øget lokalsamfundsengagement og bedre løsninger for samfundets mest udsatte. Uddannet indenfor teologi og socialt entreprenorskab. Har tjenestegjort i 6 forskellige europæiske lande foruden Danmark. Frivilligt engagement i Almeres hjemløseinstitutioner og formand for bestyrelsen for Fonden LivaPeople (DK). Mor til 3 og far- og mormor til 9. Taler


