I starten af april måned var ledere i sundhedsvæsenet, præster m.fl. samlet på refugium Smidstrup Strand i Nordsjælland til et seminar om moralsk skade og om metoderne i bibelsk sjælesorg. På kurset blev der bl.a. præsenteret den nyeste forskning inden for moralsk skade fra en global konference afholdt af Harvard University.
Direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Inge Kristensen, var blandt deltagerne. Hun har igennem længere tid været optaget af emnet moralsk skade.
Vi har stillet Inge Kristensen tre spørgsmål om, hvad hun tager med fra seminaret.
Hvad vækkede din interesse for at deltage i seminaret?
Jeg modtog en invitation til seminaret, og emnet har længe haft min interesse. Jeg har fulgt arbejdet i CTTT, og er inspireret af at inddrage eksistentielle og religiøse tanker i arbejdet med at forebygge og ”helbrede” moralsk stress og moralsk skade. Jeg kender til hospitalspræsternes store og vigtige arbejde, men havde ikke stiftet bekendtskab med CTTT’s koncept, så det havde jeg lyst til, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Hvordan oplevede du seminaret?
Det var et seminar med stor vekselvirkning på alle måder. Mørke og lys, fordybelse og diskussioner. Det var veltilrettelagt og gav meget stof til eftertanke og refleksion.
Hvad tager du med fra seminaret til dit virke i Dansk Selskab for Patientsikkerhed?
Jeg har fået indsigt i, at der er metoder og tilgange fra bibelsk sjælesorg, der er anvendelige i arbejdet med moralsk skade, også i sundhedsvæsenet. Det er rigtig fint at kende metoderne og også nogle af de personer og tilbud, der er, så vi kan henvise eller inddrage, når det er relevant.

Moralsk skade
Mange kender til moralsk stress. De færreste kender begrebet ‘moralsk skade’, som er en lidelsesfuld tilstand forbundet med samvittigheden. Det moralske traume er kendetegnet ved skyldfølelse, eksistentiel krise og tab af tillid og kan føre til psykisk sygdom og selvmord.
Kontakt os, hvis du ønsker foredrag eller workshop om moralsk skade.