Det var tre berigende og koncentrerede døgn, da vi i slutningen af oktober afholdt modul 1 i bibelsk sjælesorg i Aalborg stift. To dygtige, lokale kræfter var denne gang med-undervisere, nemlig sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen og soldaterhjemsleder Kasper Klarskov.
Det var et privilegium at inddrage den stemningsfulde domkirke. Vi er i det hele taget taknemmelige for det meget fine samarbejde med FUV, Ålborg Stift og Folkekirkens Hus. Vi glæder os til at komme tilbage om et år og afholde modul 2.
Blandt de 22 deltagere var præst og leder af Folkekirkens onlinetjeneste, Sjælesorg på Nettet, Pernille Hornum. Vi har stillet hende tre korte spørgsmål:
Hvad motiverede dig til at påbegynde uddannelsen i bibelsk sjælesorg?
Jeg har været motiveret i længere tid i forhold til at tage uddannelsen i bibelsk sjælesorg, da jeg som leder af Sjælesorg på Nettet er ansvarlig for, at vi som præster og sjælesørgere kan møde konfidenten i forskellige former for kontekst. Konfidenterne på sjælesorg.nu bringer en bred vifte af temaer til samtale og det er afgørende, at vi som samtalepartnere kan tilbyde noget så relevant som kendskab til det bibelske univers og inddrage fortællingerne, når det er hensigtsmæssigt for konfidenten.
Hvordan var din oplevelse af kurset?
Modul 1 i Aalborg var interessant og opbygget praksisnært i form af introduktion af materialet , dialogbaseret undervisning og dernæst gruppe – eller individuelle øvelser. En undervisningsform der giver god mening, når vi som fremtidige facilitatorer selv skal tilegne os materialet, afprøve det og forholde os til det ud fra egne faglige og personlige erfaringer.
Hvad tager du videre fra kurset til din egen sjælesorgspraksis?
Jeg vil helt sikkert anvende metoden i de tilfælde det er relevant i mødet med konfidenter. Jeg vil introducere materialet og afprøve det på sjælesørgerne i SPN – Sjælesorg på Nettet.



