En undersøgelse af 14.000 amerikanske college-studenters personlighedsegenskaber fra University of Michigan viste, at deres gennemsnitlige, medfølelse og evne til empati faldt med 40 % fra 1979 til 2009. Mulige årsager formodes at være en øget konkurrencemæssig orientering, accelerationstvang og længere skærmtid.
Undersøgelsen nævnes i sociologen Hartmut Rosas bog Resonans, hvor han understreger betydningen af øjenkontakt mellem mennesker og kalder vores kultur det sænkede bliks kultur. En kultur, der rummer faren for fremmedgørelse i forhold til vores medmennesker.
Hartmut Rosa har i interviews givet et rammende billede af det moderne menneske: En person der prøver at bevæge sig hurtigt op af en rulletrappe, der kører nedad. Op til hvad? har man lyst til at spørge. I sine bøger er Rosa stærkt kritisk over for accelerationssamfundet og dets foruroligende intense teknologipraksis, som ødelægger empati og relationer. Alt skal gå hurtigere, vi skal være mere effektive og i kontrol.
Udbrændthed og depression ses ofte hos mennesker, der rammes af tab og traumer. Fremmedgørende reaktioner. Hartmut Rosa beskriver i Resonans:
Man ’har’ eksempelvis familie, arbejde, foreningsliv, religion etc., men de ’siger’ ikke en noget. Der finder ikke nogen berøring sted, subjektet bliver ikke længere påvirket og oplever ikke nogen egen formåen. Verden og subjekt fremtræder derfor som ligeligt blege, døde og tomme.
Hartmut Rosa er blevet kendt for begrebet resonans, der i al sin enkelthed betyder ’forstærkning af lyd’. Et ekko er en intensivering af min egen stemme, som vel at mærke ikke åbner for udsyn og indsigter, hvorimod resonansbegrebet i den grad egner sig som metafor for beskrivelse af relationskvaliteter, forklarer Rosa, der efterlyser en kollektiv beslutning om at sænke tempoet i samfundet.
Resonans handler om at indgå i en åben og lyttende relation til sine omgivelser. Man taler med sin egen stemme, men er samtidig åben for at lade sig påvirke og nå af sine omgivelser. Resonans er ikke nogen følelsesmæssig tilstand, men en måde, hvorpå den enkelte forholder sig til menneskene og verden omkring sig . I mødet med den anden, kunsten, naturen eller Gud må vi afgive kontrol, for at der kan opstå en resonans eller en genklang, hvor vi lader os påvirke af hinanden.
Hartmut Rosa kredser om, hvordan vi igennem styrkede relationer og afgivelse af kontrol kan skabe et mere harmonisk liv. I Resonans sluttes der: ”En bedre verden er mulig, og denne lader sig erkende ved, at dens centrale målestok ikke længere er at beherske og at råde over, men at lytte og at svare.”
I Center for tro, tab og traumer skaber vi gode betingelser for resonans igennem samtaler, som kan give os fornemmelsen af at høre til i verden. De bibelske fortællinger får mennesker til at løfte blikket. Gudsforholdet er et forhold fuld af resonans!
