Den 17. maj 2022, dagen før hans femoghalvtreds års fødselsdag, døde smeden Preben Nielsen ved aktiv dødshjælp i et lille rum på et plejecenter i Bruxelles. Hans gode ven, Freja Marie Polonius, fulgte hans vej fra beslutning til udførelse. En vej der blev dokumenteret i DR-dokumentaren På tirsdag skal jeg dø. Jeg husker dokumentaren tydeligt. Den var vinklet skarpt, så man forstod, hvorfor smeden, der var lam fra halsen og ned, tog den ultimative beslutning.
Men der var en del mellemregninger, som dokumentaren ikke fik med. Måske havde smeden en ubehandlet depression. Ifølge Polonius var alle veje ikke afsøgt, og det nager hende. Prebens assisterede selvmord fik alvorlige konsekvenser for Polonius. Som hun skriver i Døden på recept:
”Jeg bærer på en historie. En historie, der de sidste tre år har farvet mit liv gråt. En historie, der har fyldt mig med skam, skyld og fortvivlelse – med det, som psykiateren Jonathan Shay kalder for moralsk skade.”
Polonius er ramt af den indre krig, fordi hun, som hun selv beskriver det, har gjort noget, der strider imod hendes værdier:
”Jeg har været med til at slå et menneske ihjel.”
Polonius fortæller om det paradoksale i, at smeden Preben undervejs debatterede og rørte mennesker, der villigt lyttede til ham. Igennem sit dødsønske kom han ”i kontakt med et livsmod og en længsel om at udfolde sin intellektuelle begavelse. Han overvejede endda at realisere en gammel drøm om at uddanne sig på universitetet.”
Polonius peger på, at Preben havde en eksistentiel krise på grund af ulykken og frygten for at miste sit livs elskede. Men han fik ikke livshjælp og han opsøgte den heller ikke selv. Selv om han den sidste dag i sit liv erkendte, at han formodentlig led af en depression. Polonius havde lovet Preben at fortælle om hans tvivl, spirende livsmod og bevæggrunde.
”Jeg føler, at jeg har svigtet både ham og mig selv. Fortællinger har magt, dem vi fortæller os selv, dem vi fortæller hinanden, og dem der ikke bliver fortalt. Tilbage står jeg, et menneske, hvis verden er farvet grå. Fordi jeg faciliterede døden, men var imod den og ikke formåede at bremse den. Jeg har handlet imod egne værdier. Jeg undlad at handle, da det var nødvendigt. Jeg var vidne til uretfærdighed og skadelige handlinger. Og jeg har selv taget skade – moralsk skade.”
I en kommentar på Facebook skrev Polonius, at hun kunne begynde at trække vejret bare en smule, da hun stiftede bekendtskab med begrebet ’moralsk skade’. Hun begyndte at forstå, hvad hun havde været vidne til:
”Det blev første skridt tilbage til livet. Jeg tror, det er ekstremt vigtigt, at vi netop har den forståelse med, når vi forholder os til dødshjælp og ikke blot i forhold til pårørende men også i forhold til sundhedspersonalet der skal godkende og udføre. Og måske endda på et overordnet samfundsmæssigt niveau – altså hvad gør det ved et folk.”
Aktiv dødshjælp vil stille professionelle, patienter og pårørende i dilemmaer og generere alvorlige samvittighedskvaler. Man kan godt forsøge at snyde andre, men samvittigheden kan man ikke snyde. Som Søren Kierkegaard formulerer det:
End ikke den, der sidder i et glasskab,
er så synlig som ethvert menneske er det over for Gud.
Dette er samvittighedsforholdet.
Moralsk skade er det traume, der kan opstå, når ens etiske og moralske værdier forrådes
af andre eller af en selv.
Foto fra bogens omslag. Foto: Martin Kristoffer Dyhr Johansen
