Ann-Christina Gamillscheg er seniorrådgiver i CKU – Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, hvor hun arbejder med internationale samarbejdsprojekter. Hun har for nylig gennemført modul 1 i bibelsk sjælesorg for at få en dybere forståelse af, hvordan metoden kan bruges i arbejdet med mennesker i udsatte livssituationer. Her fortæller hun om sine erfaringer og om betydningen af at lytte frem for at komme med færdige løsninger.

1. Vil du kort fortælle om dit arbejde i CKU?

Jeg arbejder som seniorrådgiver i CKU, Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde. Vi hjælper danske organisationer i deres samarbejde med lokale partnerorganisationer rundt omkring i verden. Partnerne står ofte midt i store udfordringer. Min rolle er blandt andet at rådgive om og følge op på projekter, der skal skabe bedre muligheder og livsvilkår.

Jeg møder ikke nødvendigvis selv flygtninge og migranter i mit daglige arbejde, men gennem rådgivning og projektbesøg er jeg i tæt kontakt med lokale ildsjæle, der arbejder med mennesker mærket af flugt, krig, fattigdom og andre vanskelige livsvilkår.

2. Hvorfor tilmeldte du dig modul 1 i bibelsk sjælesorg?

Jeg var blevet nysgerrig, fordi jeg var stødt på bibelsk sjælesorg i nogle af de projekter, CKU støtter. Vi arbejder ud fra en diakonal tilgang, hvor vi prøver at se mennesket i sin helhed og tage både fysiske, sociale, følelsesmæssige og åndelige behov alvorligt.

I mange af de sammenhænge, vores partnere arbejder i, spiller tro en vigtig rolle i menneskers liv. Derfor ville jeg gerne forstå bedre, hvordan man kan tage den dimension alvorligt i praksis.

3. Hvad har du især lært på kurset?

Noget af det, jeg især tager med mig, er, at man ikke behøver at have alle svarene. Det handler meget om at skabe et trygt rum, hvor mennesker kan sætte ord på det, de har oplevet, og hvor tro og bibelske fortællinger kan være en del af samtalen uden at give nemme svar.

4. Hvad kan bibelsk sjælesorg bidrage med i arbejdet med flygtninge og migranter?

Mange mennesker på flugt har oplevet tab, angst eller voldsomme begivenheder. Bibelsk sjælesorg kan give plads til at tale om det, der er sket, og de tanker og følelser, det har sat i gang.

Metoden giver deltagerne indsigt i de psykologiske mekanismer, der er på spil. Det kan være en hjælp at vide, at det er naturligt som menneske at reagere på voldsomme begivenheder.

5. Hvordan kan metoden bruges på tværs af kulturer?

En af metodens styrker er, at den tager menneskers konkrete livserfaringer alvorligt. Men kultur har stor betydning for, hvordan vi taler om det, der er svært.

Derfor skal samtalerne tilpasses den lokale sammenhæng, og de historier, der bruges som cases, skal være genkendelige for deltagerne. Man skal også være opmærksom på, hvordan tro italesættes, særligt i grupper med forskellig religiøs baggrund. Det skal være en åben invitation til refleksion.

6. Hvordan kan du bruge det, du har lært, i dit arbejde?

Jeg kan bruge min viden om metoden i dialogen med vores medlemsorganisationer og internationale partnere og gøre opmærksom på den, hvor den kunne være relevant.

Det er en styrke, at metoden bygger på faglig viden, er blevet brugt i mange forskellige lande og løbende udvikles med input fra praksis. Jeg kan også være med til at skabe forbindelser mellem dem, der allerede arbejder med metoden, og dem, der gerne vil i gang.

7. Hvad tager du med dig videre – fagligt og personligt?

Fagligt har kurset givet mig en mere konkret forståelse af, hvordan tro kan være en ressource i arbejdet med mennesker i udsatte situationer.

Personligt tager jeg især med mig, at man skal være varsom med at komme med løsninger. Nogle gange er det vigtigste at kunne lytte og være til stede. Vi lærte også nogle helt enkle spørgsmål, der kan åbne op for samtaler, og dem har jeg faktisk allerede gjort brug af i min dagligdag.