1.marts 2025 er to stærke profiler indtrådt i CTTT’s bestyrelse. Det er en stor glæde for centeret at byde velkommen til biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen og til rektor for Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), Birgitte Stoklund Larsen.

Thomas Reinholdt Rasmussen er cand.theol. fra Københavns Universitet 1999 samt uddannet værnspræst (Søværnet 2002-2010). Ved siden af sit bispehverv er Thomas Reinholdt Rasmussen formand for bl.a. Dåbskommisionen og bestrider tillige en lang række tillidsposter, herunder bl.a. som medlem af Luther Congres Local Committee, Dansk Eksegetisk Selskab Collegium Biblicum, Det mellemkirkelige Råd, Folkekirken.dk’s bestyrelse og som formand for styregruppen i Sjælesorg på nettet.

Birgitte Stoklund Larsen er cand.theol. med hovedfag i etik og religionsfilosofi fra Aarhus Universitet (1987) samt Merkonom i organisation med en overbygning i projektledelse (1989). Tidligere har Birgitte Stoklund Larsen bl.a. været Stiftskonsulent i Helsingør Stift samt sognepræst i Slangerup Kirke (2022-23), generalsekretær i Bibelselskabet (2015- 2021) samt Akademileder, Grundtvig-Akademiet og redaktør af magasinet Dansk Kirketidende (nu: Grundtvigsk Tidende) og ulønnet hjælpepræst i Jørlunde Sogn (2009/2010-2015).

Begge har desuden udgivet en række bøger og artikler om tro, kristendom og eksistens.

Bestyrelsesformand Rasmus Nøjgaard udtaler:
”Center for tro, tab og traumer står nu markant styrket med disse to nye bestyrelsesmedlemmer. Herved fortsætter CTTT med en skærpet strategisk ledelse med et indgående kendskab til undervisning, evangelisk teologi og dansk kirkeliv; centrale områder for udvikling og kvalitetssikring af den bibelske sjælesorg i Danmark. Jeg glæder mig meget til samarbejdet.” Læs mere om de nye bestyrelsesmedlemmer og se hele CTTTs organisation her.