Det var med stor glæde at centeret fik en invitation af Færøernes biskop Jógvan Fríðriksson til at uddanne præster og andre kvalificerede i bibelsk sjælesorg. Et stort og topmotiveret hold med 11 præster og 9 læger, sygeplejersker og lærere havde afsat 3 dage til en intens undervisning.

Fra Danmark deltog centerleder Synne Garff, ph.d. og sognepræst Helle Møller Jensen, fmd. for CTTT og sognepræst Rasmus Nøjgaard og den lokale diakonpræst Sverri Steinhólm.

Søndag 26. januar

Efter gudstjeneste pakkede vi søndag facilitatorhåndbogen og undervisningsnoterne i rejsetasken og fløj fra Københavns Lufthavn og landede i Vagar, hvor et let snevejr havde lagt det smukkeste hvide fløjlstæppe over Færøerne. Vores medunderviser Sverri hentede os, og til vores forundring og udelte fornøjelse kørte vi en omvej til Torshavn, der først gik op i fjeldet, hvor sneen lå så tungt, at vi måtte lade bilen stå og gå det sidste stykke til toppen af det 750m høje Sornfelli, der tidligere var (og måske snart igen er) en del af Natos observationsposter. Udsigten udover fjeldene med den nedgående sol var mageløs. En god inspiration at tage med til Torshavn.

Mandag 27. januar

Et kursus på tre kompakte dage er godt tjent med smukke lokaler og omsorgsfuld betjening, og det klarede Hotel Hafnia til UG. På syvende og øverste etage med udsigt over Torshavns smukke historiske bydel ved havnen lagde facilitatorkurset ud med en introduktion til den bibelske sjælesorg og det nye undervisningsmateriale. Vi kom hurtigt i gang med lektionerne om ’Lidelsens problem’ , ’Psykologisk traume’ og ’Fortæl og lyt’. Stemningen var intens, deltagelsen levende, og udsigten med de hvide skyer der sejlede roligt afsted foran, under og over os, førte tankerne hen på Bibelens billeder, hvor skyerne er det transportmiddel, der sørger for at profeter og engle kommer sikkert frem og tilbage mellem himmel og jord. Bibelens tekster er et omdrejningspunkt i undervisningen, og de lød smukt oplæst på både færøsk og dansk.

Tirsdag 28. januar

Vi åbnede dagen med fællessang på begge sprog, og gennemgik lektionen om ’Sorg’. Et spændende billede af sorgens følelse af håbløshed som en indsø, hvor der hverken løber vand til eller fra, men hvor stilstanden og uforanderligheden hersker, blev talt frem med inspiration fra den færøske natur. Håbet kommer udefra, fra det guddommelige, fra din næste, der som et nyt kildevæld skaber nye længsler og muligheder og åbner nye veje for afløb. Aftenen inden havde alle forberedt sig på en faciliteringsøvelse, og i grupper tog deltagerne over og faciliterede hinanden med stor indlevelse og autoritet. Som en deltager konkluderede: facilitatorens fornemste opgave er at holde af, holde om og holde mund!
En lang kursusdag sluttede på bedste vis af i Torshavns fine Domkirke, Dómkirkjan í Havn, hvor alle fik lov at tænke over sit eget liv og virke og til sidst skrive det ubærlige til Gud, så han kan bære det vi ikke selv kan. Det afsluttes med et ritual, hvor det skrevne ord opløses i vand og bliver en sag mellem Vorherre og mig selv. Befriede og opmuntrede hilste vi hinanden godaften.

Onsdag 29. januar

Et trykluftsbor på nabogrunden flyttede os fra Panorama-salen mod øst ned på etagen under i Parnas mod vest; et flot rum med træpaneler, malerier af gode færøske malere og en udsigt over den anden side af Torshavns beboelser, kirker og det imposante stadion. Der blev smilet og grinet over rollespillene i lektionerne ’Tilgivelse og forsoning’ og ’Nåde’, og det blev en oplevelse af at tilgivelsen sætter fri og skaber rum for nyt liv. I sjælesorgen er nåden som et trøstens og barmhjertighedens spejl: hvor der intet var at gøre, er der alligevel en vej til sjælefred, når håbløsheden, vreden og hævnen afløses af en dybere samhørighed med Gud. Det nåderige er, at det vi ikke selv magter at bære, kan vi bede Gud om hjælp til at bære, og det tilsagn har vi fået i Kristus. En koncentreret dag blev festligt afsluttet med diplomer, – de dygtige kursister bestod med bravour!

Torsdag 30. januar

Dagen var til refleksion og glæde over det store arbejde, som kursisterne lagde for dagen. Synne og jeg tog på guidet tur med Sverri, og the running pastor (se selv) udfordrede os til det yderste ved at tage os med op på Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur 882 m. over havet ad ufarbare stier dækket med dyb sne og hård is. Indsatsen blev belønnet med nye fantastiske udsigter over fjeldene, havet og indsøerne. Færøerne er et vidunderligt land.
Tak til alle de fantastiske deltagere, det var en stor oplevelse at dele den bibelske sjælesorg sammen med jer, og vi glæder os til at fortsætte samarbejde med alle jer kompetente kursister på Færøerne!

Varme hilsner fra Rasmus

En gruppe mennesker sidder omkring et bord i en moderne restaurant, engageret i en diskussion med dokumenter og kopper på bordet.
Koncentrerede kursister arbejder gruppevis
To personer sidder på en sneklædt bjergskråning med udsigt over et storslået, snedækket landskab under en overskyet himmel.
Sverri Steinhólm og Synne Garff i fjeldet

Interiør af en traditionel kirke med blå loftsdekoration, træbænke og et maleri ved alteret.
Dómkirkjan í Havn

Se også billedreportagen fra Færøerne her