”Jeg har tilgivet ham!” ”Jeg har tilgivet hende!”
De udsagn har jeg hørt fra mennesker, som er blevet overfaldet og har været udsat for tortur, fra mennesker, som lige så godt kunne være gået til i bitterhed, fortvivlelse og hævnfølelser. Det var i kraft af troen på Jesus Kristus, at tilgivelsen lod sig gøre, forklarede disse mennesker, som nu fremstod med fornyet værdighed, integritet og styrke.
Hvordan kan man tilgive noget forfærdeligt? Skal man det? spørger nogle med slet skjult forargelse. Jeg forstår dem godt. Vi mennesker er mest tilbøjelige til at holde fast i vreden og hævnfølelsen, når nogen gør os ondt. Vi har et indre retfærdighedsbarometer, der nærmest er forbundet til en imaginær lystavle, hvor stillingen løbende noteres: 0-1, 1-1, 2-1. Man arbejder instinktivt på at få udlignet resultatet. Enhver ydmygelse kalder på gengældelse.
Juleevangeliet vender op og ned på det hele. Jesus kom til verden i en stald. Gud bliver menneske og er kærlighedens Gud, der lider med os mennesker. Guds egen søn betaler prisen for, at Adam og Eva tog en bid af den eneste frugt, de ikke måtte røre. Gud betaler skylden med sin egen søn! Det er ubegribeligt. Han burde lade menneskene betale regningen for syndefaldet, men det gør han ikke.
Jesus blev martret, døde og så skete det vigtigste: Jesus brød dødens lænker og opstod til livet igen. Kærlighedens kraft viste sig at være langt stærkere end dødens og mørkets kræfter. Prisen for syndefaldet i Edens have blev betalt. Med et sonoffer. Jesus var uskyldig som et lam. Begik aldrig nogen synd.
Jesus sagde, da han hang på korset, fornedret, ydmyget og forpint: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Jesus venter ikke på en undskyldning. Han tilgiver uden forbehold. Det er pejlemærket, vores forbillede, som ingen af os kan leve op til, for vi er ikke Gud. Men nogle mennesker tilgiver ikke desto mindre og bliver fri af lænkerne. Hævnfølelserne, vreden, skammen og skylden fortager sig, typisk lidt efter lidt, hos andre pludseligt. Glæden og lettelsen holder i stedet sit indtog som en sejr over mørket.
På Harvard Medical School havde man for nogle år siden et forskningsprojekt om tilgivelsens kraft. Man praktiserede tilgivelse igennem nogle enkle øvelser, der blev kaldt REACH. Projektet viste, at det kan have store sundhedsmæssige fordele at praktisere tilgivelse. Observationsstudier og nogle randomiserede forsøg tydede på, at tilgivelse er forbundet med lavere niveauer af depression, angst og fjendtlighed; reduceret stofmisbrug; højere selvværd og større livstilfredshed.
Alligevel er det ikke altid let at tilgive. Tilgivelse er en beslutning og den magt, der kan være tilbage, når man har mistet alt. Det er en enorm magt at bryde forbandelsen, så den anden ikke mere kan fremtvinge mørket hos en. Men hvor får mennesker kræfterne til at holde fast i beslutningen? Jesus har lovet at bære de tunge byrder med os. Vi kan kaste al vores bekymring på Gud og bede om styrke til at reducere vreden og hævnfølelserne, der spænder ben for vores liv. Det er kernen i CTTT’s virke: Et tilgivelsesprojekt. Et projekt med evangeliet som den dybeste klangbund.
Når vi kommer til lektionen om tilgivelse i undervisning og samtalegrupper, indfinder der sig en særlig nerve i refleksioner og udveksling. Alle deltagere har erfaringer med tilgivelse.
Den individuelle ondskab kan være ødelæggende. Ideologier og strukturer kan også forvolde skade. Det kan komplicere sorgprocessen, når der ikke er en enkelt person, som kan holdes ansvarlig.
Er man dybt ramt på sjælen, tager det tid at blive sig selv igen – eller rettere blive en anden, for helt sig selv bliver man aldrig. Vrede og hævnfølelse uden udløbsdato er ødelæggende. Det er ikke altid hændelsens alvor, der afgør, om man kan tilgive. Nogle kan tilgive det ultimativt forfærdelige, mens andre ikke kan tilgive langt mindre krænkelser.
I Matthæusevangeliet stiller Peter dette spørgsmål til Jesus: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?” Jesus svarer ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.”
Svaret angiver jo absurd mange gange, men signalerer, at retningen er klar. Hvad ville der ske, hvis vores verden slet ikke havde tilgivelsen med? Så ville pejlemærket mangle. Tilbage ville der kun være hævnen, vreden, mørket og intet håb om udfrielse.
Hvis kravet om tilgivelse er det første, der møder et menneske, som er blevet forvoldt skade, er det at føje spot til skade. Indgangen til at tale om tilgivelse må altid være, at tilgivelse tager tid. Lang tid. Måske et helt liv.
Man kan begynde med beslutningen om at tilgive. Tilgivelse betyder imidlertid ikke, at man skal glemme. Tilgivelse betyder, at man erkender det smertelige, der er hændt. Tilgivelse betyder, at man giver afkald på hævnen og overlader regnskabet til Gud.
Tilgivelse er en stærk kraft i verden, som vi hver især har mulighed for at skænke andre. Derfra kan liv spire frem af død og mørke. Hos andre og hos os selv. Det er det, barnet i krybben minder os om. Det er her, Gud viser sit væsen, det er her, vi kan finde mod og styrke til at lægge regnskaber til side, viske tavlen ren og begynde forfra. Det har verden brug for. Tilgivelse peger i flere retninger. Som den amerikanske teolog Lewis B. Smedes formulerede det: ”At tilgive er at sætte en fange fri og opdage, at fangen var dig selv.”
Glædelig jul og god tilgivelse!
* Bibeltekster alle steder på dette site bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.
