Skrald hober sig op i dynger mellem blikskurene. Nogle steder løber vandet ud af utætte vandledninger, der gør vejene mudret og glatte. Boder strækker sig langs de smalle veje med mad, frisørsaloner, koks, bøger, slik og friske brød. I et træ hænger brugte elkedler til salg, kreativiteten er stor, når der skal tjenes til dagen og vejen. Det er 11 år siden, jeg sidst var i Kibera. Eller rettere kørte igennem på vej til Langata Fængslet for at deltage i en samtalegruppe med indsatte kvinder. Det Kenyanske Bibelselskab fik tidligt uddannet facilitatorer, og har i dag et omfattende program med traumehjælp. For i slummen trives traumerne.
Ingen ved præcist, hvor mange der bor her. Man tipper et sted mellem 250.000 og 1 million. Det er den største uformelle bosættelse i Kenya og formentlig på det afrikanske kontinent. Folk bor tæt. Vand, sanitet og hygiejnefaciliteter deles, og det gør bosættelsen sårbar over for spredning af en række sygdomme. Bosættelsen består af 18 landsbyer. I en af dem møder jeg Naomi og en af hendes venner, der er lærer. Naomi er 21 år og vokset op i Kibera. Hun er en af de heldige, der er blevet hjulpet igennem stipendier til at læse medicin. Om et par år er hun færdiguddannet og vil specialisere sig i børn, der har svært ved at tale fx pga. nedsat hørelse. Hun viser os op ad en stejl og mørnet trætrappe, der fører ind i et lokale på omkring 10 kvadratmeter. Op ad den ene blikvæg står en lille sofa, midt i lokalet et bord, hvor en genert dreng på omkring 9 år kigger på den fremmede. En enlig pære oplyser lokalet med et skarpt lys. En talepædagog pakker et puslespil sammen og takker for i dag. Drengens mor kæmper for at forbedre drengens muligheder. Han kan knap udtale sit navn, fordi han næsten er døv. En operation ville hjælpe betydeligt, men det er bekosteligt og derfor utænkeligt her. Drengen kunne være en af Naomis kommende patienter.
Der er nok at se til som læge her. Mange lever for under 1 dollar om dagen og ernærer sig ved småjobs. Arbejdsløsheden er høj, en del kæmper med hiv og misbrug, uønsket graviditet, nogle børn vokser op hos enlige forældre, typisk mødre. ”Mange mænd dør af hiv. De er for stolte, går ikke til lægen, fornægter sygdommen. Kvinderne er langt mere handlekraftige, får medicin og overlever”, som lærer-vennen forklarer. De splittede familier og fattige kår går ud over børnene. Vokser man op i en socialt belastet familie, er der stor risiko for at man som barn dropper ud af skolen. De offentlige skoler er fyldt godt op. Nogle steder er der mere end 100 elever i klasserne. Det er begrænset, hvor meget lærerne kan følge op på udsatte elever. ”Myndighederne kan man ikke regne med. Korruption er udbredt,” fortæller læreren. Korruption er et åbent samtaleemne i slummen.
De barske livsvilkår genererer traumer. Billige stoffer og limsnifning er et stigende problem. Det lindrer kedsomhed, men gør folk afhængige. Midt i kampen for overlevelse, pibler det op med initiativer om traumehjælp, humanitære indsatser og sociale projekter. Læreren viser den skole frem hvor han arbejder. Det er et privat initiativ støttet af privat fonde og givere. Undervisning finder sted under et bliktag, i slidte møbler. Der er mangel på lærebøger og computere. Lærernes lønninger er beskedne. Der holdes øje med, hvordan børnene trives, og disse ildsjæle forsøger at gribe ind og hjælpe. Nogle af de kvikkeste elever får som Naomi undertiden en chance for at uddanne sig.
Naomi har 8 søskende og lever under beskedne forhold. Måske drømmer hun om at flytte ud af slummen og købe et hus, når hun bliver færdig som læge? ”Nej”, svarer hun mildt og lyser op i et stort smil. ”Jeg bliver boende her, så jeg kan hjælpe min ’community’.” Hun får tilsyneladende sine basale behov dækket, og finder mening i familien og fællesskabet. Der er åbenlyst meget smerte i Kibera. Roden til depression, vrede og angst er ofte traumer. Man kan virkelig ønske mange forbedringer og flere muligheder for de mange mennesker i Kibera. Det gør glæden ekstra stor over at møde en lokal ildsjæl som Naomi, der insisterer på at blive.
Det, der tæller i livet, er ikke blot det faktum, at vi har levet. Det er den forskel, vi har gjort i andres liv.
Nelson Mandela
