Bibelsk sjælesorg – samtaler om tro, tab og traumer

Bibelsk sjælesrog er en metode til facilitering af samtaler om tro, tab og traumer, hvor bibelske tekster bringes i samspil med viden om sorg og traumer, menneskers egne erfaringer og eksistentiel refleksion.

Sådan arbejder vi med bibelsk sjælesorg

Bibelsk sjælesorg er den danske udgave af en international metode udviklet i regi af Trauma Healing Institute i et samarbejde mellem kirkefolk, psykologer, psykiatere og bibelkyndige.

Metoden blev oprindeligt udviklet til mennesker berørt af krig, flugt og alvorlige traumer og anvendes i dag i en lang række lande og sammenhænge.

Bibelsk sjælesorg tager afsæt i kristendommens værdier og livsforståelse. I samtalerne mødes bibelske tekster, viden om sorg og traumer, deltagernes egne erfaringer og eksistentiel refleksion. Der arbejdes blandt andet med liv og død, sorg, tab og lidelse samt spørgsmål om mening, tro, moralske anfægtelser, skam, skyld, vrede, tilgivelse og forsoning. Metoden er økumenisk og anvendes på tværs af protestantiske, katolske og ortodokse kirker.

Deltagerne er aktive
Deltagende læring er en central del af bibelsk sjælesorg. Det betyder, at deltagerne ikke blot modtager undervisning, men selv bidrager med refleksioner og erfaringer. Vi arbejder med samtaler to og to, i mindre grupper og i plenum samt med skrive-, tegne- og refleksionsøvelser.

Deltagerhåndbogen inddrager blandt andet fortællingen om Jesus’ liv, død og opstandelse, Jobs lidelseshistorie og klagesalmer. Samtidig formidles psykologisk viden om blandt andet sorg og forskellen mellem tab og traumer.

Sjælesorg i fællesskab
Facilitatorerne er uddannet til at skabe og fastholde et trygt samtalerum med blok for både den enkelte deltager og gruppens fælles proces. Deltagerne er samtidig samtalepartnere for hinanden. Vi øver os i at lytte, udvikle empati og give plads til forskellige erfaringer og perspektiver.

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen. I kristen forståelse foregår samtalen ikke kun mellem mennesker; Gud kan også forstås som nærværende i samtalen. Det adskiller bibelsk sjælesorg fra en rent psykologisk samtalemetode.

Bibelsk sjælesorg er ikke terapi eller sundhedsfaglig behandling og er ikke beregnet til at diagnosticere eller behandle psykiske lidelser. Metoden kan være et supplement til anden relevant støtte og behandling.

Undervisning og samtalegrupper i Danmark evalueres løbende med spørgeskemaer udviklet af psykologer ved Trauma Healing Institute.

Hvad er et traume?

Et psykologisk traume kan beskrives som et sår på sjælen, der kan tage lang tid at hele.

Det kan påvirke mange områder af vores liv: vores
relationer til andre, vores krop, vores tanker og vores evne til at føle tillid og tryghed – også i forholdet til Gud.

Et traume kan derfor få os til at opleve en stor
afstand til både Gud og andre mennesker.

En ung mand sidder alene på gulvet op ad en væg med hovedet bøjet og hånden mod panden.

Deltagerbaseret metode

Bibelsk sjælesorg bygger på et enkelt og tilgængeligt sprog med klare idéer. Deltagerne får mulighed for at sætte ord på erfaringer med sorg, tab og traumer og blive mødt med opmærksomhed og respekt.

I bibelsk sjælesorg:

  • arbejder vi med bibelske tekster, cases samt skrive-, kunst- og samtaleøvelser.
  • styrker vi forståelsen af sorg og traumer.
  • øver vi os i at lytte, udvikler empati og skaber fællesskab.
  • reflekterer vi over liv og død, lidelsens problem, moralske anfægtelser, skam, skyld, vrede, tilgivelse og forsoning.

Metoden bibelsk sjælesorg er ikke beregnet til at diagnosticere eller behandle.

Infografik om bibelsk sjælesorg, der kombinerer mental sundhed og Bibelen og fremhæver fem kendetegn ved metoden.

Internationalt perspektiv og forskning

Bibelsk sjælesorg bygger på den internationalt anvendte THI Method. Vi følger forskningen på området og evaluerer løbende vores arbejde i Danmark.

Metoden anvendes internationalt på tværs af lande, sprog og kulturer. Ifølge Trauma Healing Institute er:

  • mere end 65.000 facilitatorer blevet uddannet globalt siden 2002
  • over 500.000 mennesker blevet nået gennem samtalegrupper
  • materialet udbredt til omkring 150 lande og mere end 200 sprog

Center for tro, tab og traumer har licens til at arbejde med det danske materiale i Danmark, Grønland og på Færøerne.

Verdenskort, der viser udbredelsen af gennemførte Healing Groups på tværs af lande fra 2002 til 2025.

Vi har fokus på moralsk skade

Moralsk skade er et alvorligt og fortsat utilstrækkeligt erkendt problem. Den kan opstå efter oplevelser, der udfordrer grundlæggende forestillinger om rigtigt og forkert, godt og ondt, og konsekvenserne kan række ud over den enkelte til familier, arbejdspladser og institutioner.

Moralsk skade kan blandt andet komme til udtryk som skyld, skam, tab af tillid, identitetskrise og tab af mening. Bibelsk sjælesorg skaber rum for de moralske, relationelle og eksistentielle spørgsmål, der kan følge med.

Illustration med teksten “Moralsk skade – det oversete traume” og en siddende, nedtrykt person foran et kompas.

Vi taler om

Tro
Stress
Glæde
Tab
Vrede
Traumer
Nåde
Hævn
Retfærdighed
Magtesløshed
Barmhjertighed
Forræderi
Angst
Skam
Skyld
Død
Sorg
Mørke
Håb
Moralsk
Skade
Ensomhed
Håbløshed
Frygt
Mening
Kærlighed
Uro
Tillid
Hengivenhed
Samvittighedsstress
Tilgivelse
Fred
Forsoning
Frise med figurer