Vedtægter og stiftelsesdokument

Stiftelsesdokument

Foreningen ’Center for tro, tab og traumer’ blev oprettet i 2023 på initiativ af Christian Help Foundation, sognepræst Rasmus Nøjgaard i Sankt Jakobs Kirke og master facilitator i bibelsk sjælesorg, forfatter og hjælpepræst Synne Garff. Christian Help Foundation støtter økonomisk i den indledende fase med henblik på at sikre foreningens etablering og styringsstruktur.

Som international chef i Bibelselskabet var Synne Garff primus motor i at få metoden bibelsk sjælesorg til Danmark. Deltagerhåndbogen ‘Bibelsk Sjælesorg. Bearbejdning af traumer’, der er en kontekstualiseret oversættelse af ‘Healing the wounds of trauma’, står centralt i undervisning, kurser og samtalegrupper om tro, tab og traumer. Synne Garff varetog fra 2016 sammen med Helle Møller Jensen, sognepræst i Skovshoved Kirke, feltpræst ved Veterancentret og tidl. lektor i sjælesorg, opgaven med at kontekstualisere og afprøve materialet med bl.a. præster på FUV, Folkekirkens Udannelses- og Videnscenter.

Bibelsk sjælesorg videreføres nu igennem Center for tro, tab og traumer, hvis primære opgave er at uddanne facilitatorer, som derefter selv i eget regi kan lede samtalegrupper ved brug af metoden. Baggrunden for oprettelsen af centeret er behovet for eksistentiel og åndelig omsorg til mennesker, der rammes af livskriser og traumer, så de får fornyet perspektiv og livsmod. Metoden bibelsk sjælesorg er udviklet af psykiatere, psykologer, teologer og bibelkyndige og arbejder ud fra velafprøvede mentale sundhedsprincipper. Bibelsk sjælesorg er unik, har bibeltekster som anker kombineret med psykologi og case-historier, der tilpasses det enkelte land. I 2023 anvendes metoden af faglig kompetente facilitatorer i 100 lande på 150 sprog. Globalt er der i maj 2023 registreret mere end 22.000 facilitatorer, som har gennemført modul 1 + 2 samt mere end 50.000, der har gennemført modul 1. Bibelsk sjælesorg er ikke beregnet til at diagnosticere eller behandle sygdom. Metoden træder ikke i stedet for professionel rådgivning og skal ikke erstatte lægefaglig behandling.

 Center for tro, tab og traumer samarbejder med uddannelsesinstitutioner, foreninger, refugier, forskere og eksperter inden for sjælesorg og traumer både i Danmark og internationalt. Centeret virker i Danmark, Grønland og Færøerne og indsamlede midler anvendes derfor alene i disse sammenhænge. Center for tro, tab og traumer er en uafhængig nonprofit organisation forankret i den kristne tro.

Vedtægter

Navn og hjemsted

1.1 – Foreningens navn er ’Center for tro, tab og traumer’ (i det følgende kaldet Foreningen).

1.2 – Foreningens hjemsted er i Københavns Kommune på adressen:

Sankt Jakobs Kirke
Østerbrogade 59
2100 København Ø.

Formål

2.1 – Foreningen er en almennyttig, velgørende non-profit organisation med det overordnede formål at tilbyde faglig uddannelse og undervisning, samtalegrupper samt oplysning om metoden bibelsk sjælesorg i Danmark, Grønland og Færøerne for at så mange mennesker som muligt får gavn af bibelsk sjælesorg til at opbygge robusthed gennem eksistentiel og åndelig omsorg ved livskriser, traumer og andre moralske, følelsesmæssige eller mentale skader.

2.2 – Bibelsk sjælesorg er en forskningsbaseret metode, der verden over har vist sig effektiv til at skabe livsmod hos traumatiserede mennesker. Metoden arbejder med tilgivelse og forsoning og styrker fællesskaber, den inddrager bibelske tekster, psykologi og cases, som man kan spejle sig i. Metodens faglige deltagerhåndbog til undervisning ’Healing the wounds of trauma’ er udviklet af The Trauma Healing Institute (THI) under The American Bible Society. Deltagerhåndbogen er bearbejdet og kontekstualiseret til danske forhold af danske teologer og bibelkyndige. Foreningen har licens fra THI til at udgive både deltager- og facilitatorhåndbog i kontekstualiseret form på dansk. Metoden er fordomsfri og åben for alle, der har interesse, og kan anvendes af alle kirkeretninger.

2.3 – Foreningen arbejder med faglig uddannelse af facilitatorer gennem undervisning og gruppearbejde samt kvalitetssikring og udvikling af undervisningsmateriale. Målet er at uddanne og omskole teologer og andre fagligt kyndige, fx psykologer og sygeplejersker, i denne metode, så de selv kan lede samtalegrupper i bibelsk sjælesorg og herigennem hjælpe mennesker ramt af traumer og tab. Nye facilitatorer deltager selv i en samtalegruppe som en væsentlig del af uddannelsen. Desuden udbyder centeret samtalegrupper.

2.4 – Bibelsk sjælesorg er ikke beregnet til at diagnosticere eller behandle sygdom. Metoden træder ikke i stedet for professionel rådgivning og skal ikke erstatte lægefaglig behandling.

2.5 – For at nå sit overordnede formål ser foreningen sin rolle i et fokus på følgende områder:

  • uddannelse af facilitatorer i bibelsk sjælesorg.
  • være kompetencecenter for uddannelse og udvikling af metode og undervisningsmateriale.
  • afholdelse af samtalegrupper, oplysning, kurser, foredrag, retræter mm.
  • følge kvaliteten og effekten af uddannelsen og brugen af bibelsk sjælesorg for at opnå foreningens overordnede formål.

2.6 – Foreningen virker i Danmark, Færøerne og Grønland, og indsamlede midler anvendes derfor alene i disse sammenhænge.

2.7 – Foreningen er forankret i den kristne tro.

Medlemmer og kontingent

3.1 – Som medlem kan optages enhver, der kan tilslutte sig foreningens formål, og som har betalt kontingent forud. Bestyrelsen fastsætter medlemskontingent. Studerende kan tegne medlemskab for halv pris. Et medlemskab giver stemmeret på den årlige generalforsamling. Skoler, institutioner, firmaer og virksomheder kan indmelde sig kollektivt i foreningen. Et kollektivt medlemskab giver én stemme på generalforsamlingen.

3.2 – Medlemmer kan frit melde sig ud af foreningen. Betalt medlemskontingent tilbagebetales ikke.

3.3 – Såfremt et medlemskab ikke betales rettidigt, anses medlemskabet for ophørt på årsdagen for den seneste betaling af medlemskontingentet.

3.4 – Medlemskabet ophører derudover i tilfælde af:

3.4.1 – Medlemmets egen fratrædelse som medlem; eller

3.4.2 – Eksklusion, hvis medlemmets adfærd ikke er i overensstemmelse med foreningens vedtægter, formål, etiske standarder m.v.

3.5 – Beslutning om eksklusion under (3.4.2) træffes af bestyrelsen ved simpelt flertal. Det ekskluderede medlem underrettes skriftligt herom umiddelbart efter at en sådan beslutning er truffet.

3.6 – Ansatte i foreninger/organisationer, der arbejder inden for samme område som foreningen eller enkeltpersoner, der har særlige kvalifikationer inden for sjælesorg, kan tilknyttes som ressourcepersoner.

Hæftelse

4.1 – Medlemmerne har ingen andel i foreningens formue. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

Generalforsamling

5.1 – Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen jf. dog pkt. 6.2 om bestyrelsesudpegning.

5.2 – Generalforsamlingen kan afholdes fysisk eller ved anvendelse af elektroniske medier såsom telefon og televideo afhængig af bestyrelsens beslutning.

5.3 – Bestyrelsen skal udpege en dirigent til at være ordstyrer ved generalforsamlingen og til at sikre, at generalforsamlingen afholdes på en ordentlig og passende måde. Dirigenten skal træffe beslutning om alle anliggender, der relaterer til generalforsamlingens forløb og afstemninger.

5.4 – Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen med mindst 1 måneds varsel, der dog ved ekstraordinær generalforsamling om nødvendigt kan forkortes til 8 dage.

5.5 – En ordinær generalforsamling afholdes om muligt én gang om året og mindst én gang hvert tredje år.

5.6 – Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 20 dage før generalforsamlingen.

5.7 – Adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen samt til at stille forslag har ethvert medlem. Revisor og personer, der er indbudt af bestyrelsen, har ligeledes adgang til at deltage i og tage ordet på generalforsamlingen.

5.8 – Hvert medlem har én stemme. Hvert medlem har ret til at give møde på generalforsamlinger ved fuldmægtig, som skal fremlægge skriftlig og dateret fuldmagt.

5.9 – Medlemmer har ret til at brevstemme, dvs. for at stemme skriftligt, inden generalforsamlingen afholdes. Foreningens bestyrelse skal sikre behørig identifikation af medlemmerne, som ønsker at brevstemme.

5.10 – Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent og referent
  • Godkendelse af bestyrelsens beretning for arbejdet i det forløbne år
  • Godkendelse af det reviderede årsregnskab
  • Eventuelle forslag (skal være fremsendt til bestyrelsen senest 20 dage før)
  • Valg til bestyrelsen
  • Valg til repræsentantskabet
  • Valg af revisor
  • Eventuelt

5.11 – Referat af generalforsamlingen, underskrevet af dirigenten, gøres tilgængelig efterfølgende for medlemmerne, senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse.

5.12 – Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens beslutning udover de i §11 og §12 anførte forhold. Indkaldelse sker med det i § 5, stk. 4 nævnte varsel.

5.13 – Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal, bortset fra spørgsmål som anført i 11§ og 12§.

Bestyrelsen

6.1 – Bestyrelsen udgør foreningens daglige ledelse.

6.2 – Bestyrelsen består af 3-7 medlemmer. Flertallet vælges af bestyrelsen, de resterende medlemmer vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen har på denne måde mulighed for at supplere sig med ønsket ekspertise. Således ved:

  • 3 bestyrelsesmedlemmer: 2 vælges af bestyrelsen, 1 vælges af generalforsamlingen
  • 4 bestyrelsesmedlemmer: 3 vælges af bestyrelsen, 1 vælges af generalforsamlingen
  • 5 bestyrelsesmedlemmer: 3 vælges af bestyrelsen, 2 vælges af generalforsamlingen
  • 6 bestyrelsesmedlemmer: 4 vælges af bestyrelsen, 2 vælges af generalforsamlingen
  • 7 bestyrelsesmedlemmer: 4 vælges af bestyrelsen, 3 vælges af generalforsamlingen

6.3 – På stiftelsestidspunktet vælges der 2 medlemmer for en periode på 12 måneder, nemlig Rasmus Nøjgaard som formand og Peter Gangsted som næstformand. Inden 12 måneder vælges der yderligere medlemmer således, at der er minimum 3 medlemmer.

6.4 – Medlemmer til bestyrelsen vælges for en periode på 3 år ad gangen. Valgbare til bestyrelsen er personer, som kan støtte foreningens formål. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen udarbejder regnskab og budget.

6.5 – Bestyrelsen konstituerer sig selv, således at formand, næstformand og kasserer bliver valgt af bestyrelsen ved stemmeflertal. Valg af bestyrelsesmedlemmer gennem generalforsamlingen sker kun ved den ordinære generalforsamling. I perioden mellem de ordinære generalforsamlingsmøder kan der pga. udtrædelse og suppleringsvalg være flere bestyrelsesmedlemmer valgt af bestyrelsen end anført ved tabellen ovenfor.

6.6 – Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af foreningen og skal sørge for en forsvarlig organisering af foreningens virksomhed. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

6.7 – Bestyrelsen mødes mindst 2 gange årligt, og i øvrigt når et medlem af bestyrelsen eller revisor anmoder herom. Bestyrelsesmøde indkaldes af formanden eller i dennes forfald af et andet bestyrelsesmedlem.

6.8 – Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Beslutning træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

6.9 – Der tages referat af bestyrelsesmøderne. Formanden underskriver referatet.

6.10 – Bestyrelsesmøder kan afholdes fysisk eller ved anvendelse af elektroniske medier, såsom telefon og televideo i det omfang, dette er foreneligt med udførelsen af bestyrelsens hverv.

6.11 – Bestyrelsen kan nedsætte de for arbejdet fornødne udvalg. Organisationslederen er foreningens talsperson. Bestyrelsen kan af sin midte vælge én talsperson, der tillige kan udtale sig på foreningens vegne.

6.12 – Organisationslederen deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

6.13 – Interesse- og loyalitetskonflikter. Et bestyrelsesmedlem skal:

6.13.1 – Erklære arten og omfanget af enhver interesse, direkte eller indirekte, som han eller hun har i en foreslået transaktion eller ordning med foreningen eller i enhver transaktion eller ordning indgået af foreningen, som ikke tidligere er blevet erklæret; og

6.13.2 – Udeblive fra enhver diskussion af bestyrelsen, hvor det er muligt, at der vil opstå en interessekonflikt mellem hans eller hendes pligt til udelukkende at handle i foreningens interesser og enhver personlig interesse (inklusive men ikke begrænset til enhver økonomisk interesse).

Et bestyrelsesmedlem, der omfattes af denne paragraf, må ikke stemme eller tælles med som en del af beslutningen truffet af bestyrelsen i sagen.

6.14 – Udtrædelse og afskedigelse af bestyrelsesmedlemmer:

6.14.1 – Bestyrelseshvervet ophører, hvis vedkommende:

6.14.2 – udtræder, hvilket kan ske med en måneds varsel meddelt bestyrelsen

6.14.3 – er fraværende fra bestyrelsesmøder uden begrundelse,

6.14.4 – bliver opsagt med øjeblikkelig virkning ved enstemmigt samtykke fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer, fordi det pågældende medlem ikke anses for egnet til denne rolle.

6.14.5 – dør

6.15 – Bestyrelsen udpeger en suppleant for det bestyrelsesmedlem, som udtræder. Suppleanten varetager hvervet frem til næste generalforsamling.

6.16 – Enhver person, der træder tilbage som bestyrelsesmedlem, er berettiget til genudnævnelse.

Daglig leder

7.1 – Bestyrelsen ansætter en organisationsleder til at varetage den daglige ledelse.

7.2 – Bestyrelsen fastsætter retningslinjer for den daglige ledelse.

Tegning

8.1 – Foreningen tegnes af bestyrelsesformand eller næstformand i forening med organisationslederen.

8.2 – Bestyrelsen kan meddele fuldmagt.

8.3 – Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af den samlede bestyrelse.

Tavshedspligt

9.1 – Medlemmer af bestyrelsen og direktionen samt disses assistenter og eventuelle suppleanter må ikke uberettiget videregive, hvad de under udøvelse af deres hverv har fået kendskab til.

Økonomi

10.1 – Midler til aktiviteter tilvejebringes med bidrag fra offentlige og private virksomheder, fonde, øvrige organisationer/foreninger og privatpersoner.

10.2 – Ingen medlemmer kan gøre krav på nogen andel af foreningens formue, ligesom de ikke hæfter for foreningens forpligtelser.

10.3 – Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

10.4 – Årsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og underskrives af bestyrelsen og revisor.

10.5 – Bestyrelsen træffer beslutning om forvaltning af foreningens midler. Sådanne beslutninger skal træffes i overensstemmelse med foreningens formål, inklusive dens velgørende karakter bestemt i § 2.

Vedtægtsændringer

11.1 – Såfremt ændrede forhold gør en regulering i vedtægterne hensigtsmæssig, kan dette alene ske, såfremt både:

2/3 af bestyrelsesmedlemmerne stemmer for forslaget, og at mindst 2/3 af medlemmerne på en generalforsamling er til stede eller repræsenteret ved skriftlig fuldmagt, og at mindst 2/3 af de tilstedeværende og/eller medlemmer repræsenteret ved skriftlig fuldmagt stemmer for forslaget. Er der mindre end 2/3 af medlemmerne til stede eller repræsenteret ved skriftlig fuldmagt, men stemmer 2/3 af de fremmødte eller medlemmer repræsenteret ved skriftlig fuldmagt for forslaget, kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Fristen for indkaldelses af denne nye ekstraordinære generalforsamling er 8 dage. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 flertal, uanset antallet af tilstedeværende medlemmer eller medlemmer repræsenteret ved skriftlig fuldmagt.

11.2 – Opnår forslaget et flertal på en generalforsamling, men med mindre end 2/3 af de tilstedeværende medlemmer, kan der indkaldes til en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med simpelt flertal.

11.3 – Den ekstraordinære generalforsamling afholdes hurtigst muligt efter den generalforsamling, hvor forslaget opnåede flertal.

Opløsning

12.1 – Opløsning af foreningen kan ske, efter at et forslag herom er vedtaget i både bestyrelsen med ¾ flertal og på en ordinær generalforsamling med ¾ af de afgivne stemmer. Vedtagelsen skal efterfølgende bekræftes på en ekstraordinær generalforsamling med mindst 2/3 af medlemmerne til stede eller repræsenteret ved skriftlig fuldmagt, og at mindst 2/3 af de tilstedeværende og/eller medlemmer repræsenteret ved skriftlig fuldmagt stemmer for forslaget. Er der mindre end 2/3 af medlemmerne til stede eller repræsenteret ved skriftlig fuldmagt, men stemmer 2/3 af de fremmødte eller medlemmer repræsenteret ved skriftlig fuldmagt for forslaget, kan der indkaldes til ny ekstraordinær generalforsamling. Fristen for indkaldelses af denne nye ekstraordinære generalforsamling er 8 dage. På denne generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 flertal, uanset antallet af tilstedeværende medlemmer eller medlemmer repræsenteret ved skriftlig fuldmagt.

12.2 – Såfremt foreningen opløses, overføres resterende aktiver til det Det Danske Bibelskab øremærket bibelsk sjælesorg. Hvis dette ikke er muligt, overføres aktiverne til en forening eller en selvejende institution eller fond, der arbejder med bibelsk sjælesorg hjemmehørende i Danmark eller i et EU/EØS-land, efter generalforsamlingens bestemmelse.

*****

Således vedtaget af bestyrelsen på den stiftende generalforsamling den 10. juli 2023

Rasmus Nøjgaard
Formand

Peter Gangsted
Næstformand